2LOKAL.DK + 8543.dk 8544.dk

2LOKAL.DK + 8543.dk 8544.dk

Valg og fravalg og kommunalvalg - i Syddjurs Kommune

Signaturbillede til kommentaren på 2lokal.dk

August 2023

2lokalen - en kommentar ...

Politikerne fravælger at fortælle os om byrådsarbejdet, og vi vælgere vælger alligevel at stemme på dem hvert fjerde år.

Dette uanset at det under valgkampen er for sent at ændre på det gjorte – og for tidligt at garantere for valgløfterne.

Mellem valgene kan byrådsmedlemmerne handle på alt her og nu

- frem for at læne sig op ad valgløfter.

Hvis vi vidste, hvad byrådsmedlemmerne gjorde sig af tanker om og arbejdede med mellem kommunalvalgene, kunne vi kommentere, stille spørgsmål og bedømme indsatsen

- og ud fra det beslutte os for næste ”X”.

Fint initiativ af borgmesteren

At borgmesteren mellem valgene kommer rundt og møder borgerne er super godt og fint

- og uforpligtende.

Selv om han lytter, er det nok alligevel et spørgsmål, hvor meget lokalområdet ad den vej bliver klogere på byrådsarbejdet.

Jeg har tidligere mødt borgmesteren på sin rundtur til Hornslet.

Min mission var at fortælle om vores usynlige lokalområde og konsekvenserne af, at ingen fortæller om sig selv til lokalområdet.

Cirka som det gælder for byrådsmedlemmerne i forhold til vælgerne.

Kommunen bakker op og giver økonomisk støtte til fysiske ting som legepladser, fodboldbaner, idrætshaller og unge spot m.m.

- men ikke til synlighed.

Resultatet af mødet var som forventet.

Hvorfor skulle politikerne prioritere støtte til mere synlige lokalområder, når de ikke selv forstår/prioriterer værdien af synlighed.

Jeg modtog en pæn tilbagemelding om, at lokal synlighed er godt

- og at det er en opgave for borgerne at gøre noget ved det.

Foto til kommentar på 2lokal.dk om kommunalvalg og kommunikation

Kommunalvalget tirsdag 21. november 2025

I tiden op til kommunalvalget tirsdag 21. november 2025 får politikerne igen tid og lyst til at kommunikere med sine vælgere.

Sådan er det altid.

Meget af det de ikke liiige fik taget hånd om i indeværende valgperiode, skal der nu gøres noget alvorligt ved i den nye valgperiode.

Politikerne lover os en masse, og vi begejstres over løfterne, sætter vores X’er og er spændte som aldrig før.

Efter at det bedste valgløfte har sejret, bliver der igen stille godt 3½ år.

I trit med den digitale udvikling er de fleste lokale journalister forsvundet

- og der er ikke fundet afløsere.

Det er op til politikere og alle andre lokale selv at fortælle om sig selv.

Men vi lever lige nu som om, at vi afventer, at nogen kommer og gør det.

For hvad skal vi dog fortælle?

- og hvor?

Om det er en udfordring, der bare vokser sig stadigt større, eller der lige pludselig er en brugbar udvej ...

- er næsten lige så spændende at vente på som et kommunalvalg

En lille undring

Både her i lokalområdet og i landsdækkende radio og TV er der tradition for, at et kommunalvalg har følgeskab af en undring og en beklagelse.

En undring og beklagelse over de opstillede politikeres høje gennemsnitsalder

- og over det svære i at få unge til at engagere sig i lokalpolitik.

Det undrer mig, at det undrer Syddjurs og Danmark, at det er svært at få unge til at engagere sig i noget, som kun de færreste (ingen?) lokalpolitikere prioriterer at fortælle dem om.

Artikel om kommunalvalg - på 2lokal.dk

Kommunalvalg - om hvad politikerne fortæller os her i lokalområdet om byrådsarbejdet mellem valgene



Om 2LOKAL

Jeg er så heldig, at det håndværk jeg har arbejdet med en stor del af livet, også var/er hobby.

2(total)LOKAL og artiklerne er hobby

- og med til at holde skrivehåndværket ved lige.

Også her i dit lokalområde ser du skrivehåndværket være afløst af hurtige gør-det-selv tekster på Facebook.

Før du får set dig om, foregår gør-det-selv med hjælp fra kunstig intelligens.

Om nyt så er bedre end "godt gammelt håndværk" ...

- ja, det har mange andre typer håndværkere også tænkt i årenes løb.

Total lokal

Freelance journalist

Mogens Greve

Slotsvej 23, Karlby

8543 Hornslet

CVR 80229151

Kontakt